Animation (TEGNESERIE + TEGNEFILM)

Kan du lide at tegne, fortælle historier og finde på sjove karakterer og spændende universer? Måske er du mest inspireret af manga, Marvel, Anders And eller noget helt fjerde – her tager vi udgangspunkt i dit eget udtryk.

I 1999 udbød Karens Minde for første gang undervisning i animation. Nu, 27 år senere, genopliver vi traditionen og kombinerer animationen med tegneseriekunsten i ét samlet hold, hvor fantasi, fortælling og kreativitet er i centrum.

På holdet kommer vi omkring en masse spændende emner: hvordan man bygger en god fortælling op, skaber levende karakterer og arbejder med dynamiske eller stemningsfulde billeder. Hvordan virker et close-up? Hvad sker der, når vi ser en scene i fugleperspektiv? Hvordan skaber man fart, spænding eller en dramatisk afsløring? Vi arbejder både analogt og digitalt, og der bliver også mulighed for at indtale stemmer samt lægge lyd og musik på dine film. 

Til slut udgiver vi årligt et flot tegneseriehæfte med alle jeres tegneserier, som du får med hjem. Samtidig holder vi filmvisning med jeres animationer og fejrer alt det, I har skabt i løbet af sæsonen.

Jeg glæder mig til at møde jer!

Efterår 2026:

HVOR:Kunstværkstedet, 2. sal
PRIS:700 kr.
PERIODE:1. september – 1. december 2026
FERIE:Uge 42: 13. oktober

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Børnekulturstedet på tlf. 3074 8427 eller kontakt@bkultur.dk.