Huskunstnerprojekt med Christian Liljedahl og mange andre
I hele 2021 havde Børnekulturstedet Karens Minde Christian Liljedahl som huskunstner. Han inviterede børn og unge til at bygge, skille, skrue og nørde i kunstinstallationer, tekniske systemer og alt muligt andet. Og han tog ud og mødte børn og unge, der hvor de var, på gader og i baggårde og lavede kunst med dem der.
Her fortæller Christian selv lidt om nogle af de projekter, der er blevet til i årets løb:
Hul i Hegnet: En af de allerførste aktiviteter, som havde meget symbolsk karakter. Vi havde snakket om at save hegnet ned, og havde faktisk også fået lov til det – Men for at starte blidt ud, savede vi en mindre hul i hegnet ind mod fritidsklubben Rubinen.Vandraketter og trykluft: Alle børn kender til elektrisk drevet mekanik, men pneumatiske systemer er stort set ukendt. Pneumatikfittings har en meget “lego”-agtig struktur, hvor det er let at sætte ting sammen på forskellige måder. Ungerne opdager lynhurtigt, hvor nemt og intuitivt det er at arbejde med.Breve – Byg Noget. Sammen med Annika Nilsson lavede jeg under coronanedlukningen kuverter med byggematerialer, som vi uddelte til børn og unge. Vi gik ud med en trillebør og udleverede kuverterne til dem, vi mødte på gader og i baggårde: Håndholdt og imødekommende.Actionpainting: Legepladsen ved Huset2450 har en svævebane, som benyttes livligt af de lokale unger. Jeg havde gået og kigget på svævebanen og tænkt, at vi måtte kunne bruge den til noget sjovt, og ideen om at male mens man suser afsted på en svævebane opstod.Alustøbning: Ungerne fik lov til at smadre en gammel aluminiumsstige fuldstændigt. Vi skar den op i stumper, smeltede stumperne og støbte nye emner. Der skal helt klart arbejdes mere med støbeforme og metode, men for ungerne var det virkelig en oplevelse, hvordan hårdt metal blev flydende.Med lyssensorer og ledlys kan man sende lyd rundt i et kredsløb med lys. Det giver nogle overraskende muligheder for at skabe nye instrumenter og lydinteraktion, at man er frigjort fra kabler, men i stedet må bruge lys.Brændt træ med bilbatteri. Vi brændte mønstre i træ ved at bøje tråden i former, og så sende strøm igennem. Første version brugte jeg en kraftig laboratorie-strømforsyning, men den kunne kun levere ampere nok til at varme tynd tråd op. Version to involverede bilbatterier, som kan levere over 600 ampere uden at kny. Der var både noget videnskab og noget kunst i aktiviteten.I samarbejde med dansekompagniet Gazart lavede jeg en workshop til deres forestilling “Stop op, hop”. Forestillingen handler om tyngdekraft, og er for de helt små børn, så workshop-aktiviteter skulle være på et meget simpelt niveau. Prøve, lege, eksperimentere, opleve.Planter og kemikalier. Vi undersøgte hvordan forskellige planter opfører sig i syrer og baser sammen med ungerne. Syrer trak farverne ud, mens basen fuldstændigt opløste plantedelene til en sort masse.
Du kan læse mere om Christian og hans forskellige projekter på hans egen hjemmeside.
Projektet er støttet af Artist in Residence under Huskunstnerordningen, Statens Kunstfond. Ordningen giver kunstnerne og aktører i kommunerne mulighed for i samarbejde at nytænke børn og unges møde med kunsten. Projektet er også støttet af Lauritzen Fonden, Carl August og Jenny Andersens Fond, Sharing Cph og Giro 413.