BØRN MED SÆRLIGE BEHOV
September – december 2024
Kulturhold for børn med særlige behov
Børnekulturstedet Karens Minde ønsker at lave kunst- og kulturtilbud tilgængelige for alle børn i Københavns Sydhavn. Også børn, der har svært ved at passe ind i de institutionelle rammer, der ellers findes i det danske samfund. Derfor lavede vi i foråret 2024 et forsøg med at tilbyde et skræddersyet kulturtilbud til familier, der har et eller flere børn med særlige behov, og derfor ikke går i skole. På den baggrund udbyder vi i efteråret 2024 et lidt længere forløb henvendt til børn med f.eks. autismespektrumforstyrrelser, børn der lider af angst eller skolevægring; Familier, der formentlig har mødt modstand og mistillid fra skole og kommune, og børn, der måske har fået en række nederlag i den forbindelse.
Hvad kommer der til at ske:
Forløbet tilbyder, at I sammen mødes med andre om noget positivt, om kunst- og kulturoplevelser, hvor der ikke er nogen, der vil dømme eller vurdere hverken jer som forældre og familie eller jeres barn.
Forløbet starter mandag d. 9. september, og løber 12 mandage – med undtagelse af mandag d. 14. oktober. Sidste gang er mandag d. 2. december. Undervisningen finder sted hver gang kl. 10.00-13.00.
Der er de samme tre undervisere til stede hver gang. Man kan komme hele familien eller dele af den, dvs. der er plads til søskende. Der er plads til max 5 familier. Aktiviteterne er målrettet børn i skolealderen, men små søskende er velkomne og vi lægger tegnepapir, farver mm. frem, som I er velkommen til at bruge af. Der bliver mulighed for at arbejde med tekstil, dans og bevægelse, tegning og fortælling på tre separate værksteder. Tekstilværkstedet kan man deltage i, hvis man er 7 år eller derover. Dans og bevægelse kan alle deltage i. Tegning og fortælling er også for børn fra 7 år. Undervisningen bliver tilrettelagt, så man har mulighed for at have sine forældre med, eller at de er i rummet ved siden af, og så man kan trække sig fra undervisningen, hvis der er behov for det. Der er også mulighed for at låne hørebøffer, hvis man har brug for at skærme sig mod lydene i rummet.
Vi vil lægge vægt på:
- Tydelighed, forudsigelighed, genkendelse
- Tryghed
- Ikke at stille krav eller opstille forventninger
- Fleksibilitet, men dog struktur
- Positive fællesskaber
- Høj kvalitet i kunst og kultur
Derudover vil vi muligvis flette skolefaglige elementer ind i det kreative arbejde, f.eks. kemi, matematik og anatomi.
Hvor, hvornår og hvordan:
Forløbet finder sted 12 mandage fra d. 9. september – 2. december 2024, hver gang kl. 10.00-13.00. Vi forventer ikke, at I nødvendigvis er der i hele tidsrummet – blot i den tid, der passer til jeres barns behov.
Det foregår på Børnekulturstedet Karens Minde, Wagnersvej 19 2. sal, 2450 København SV.
Det koster 700 kr. pr. familie at deltage i forløbet, og det er muligt at søge om friplads.
Ring eller skriv til Ditte for yderligere information og tilmelding til forløbet:
Tlf.: 3074 8427
Mail: kontakt@bkultur.dk.
Ved tilmelding vil vi gerne vide:
- Hvor mange I kommer
- Barnets/børnenes alder
Derudover er I velkommen til at skrive, hvis der er noget særligt, der skal tages hensyn til, så vi bedst muligt kan imødekomme jeres børn.
Hvem møder I:
Camilla Marienhof
Hos mig kan man prøve at løbe stærkt, hoppe over forhindringer, øve vejrmøller og måske gå en lille tur op ad væggen! Kom og se hvordan.
Jeg er uddannet fysisk skuespiller i Holland. Jeg har optrådt i mange år på forskellige teatre og skrevet og optrådt med mine egne forestillinger.
Jeg underviser i kreativ dans på Børnekulturstedet. For mig handler dans om bevægelsesglæde og en nysgerrighed på, hvad kroppen er og kan. Bevægelsesglæde er frihed.
Og så elsker jeg at være udenfor, læse gode bøger og at spise æg om morgenen sammen med min datter Vilde på 4 år.
Mathieu H. Hansen
På holdet Tegn & Fortæl hjælper jeg jer med at skabe jeres helt egen karakter og den fortælling, som jeres karakter skal være hovedpersonen i. Hvem er din karakter? Hvordan ser din karakter ud? Hvad laver din karakter? Hvilke ting kan din karakter lide og hvilke ting kan din karakter ikke lide?
Vi tegner og skriver sammen, og jeg kommer rundt og guider jer hver især. Der er ikke nogen bestemt måde man skal tegne eller noget bestemt man skal fortælle. Det handler om at skabe ro til fordybelse 🙂
Jeg er uddannet fra Kunstakademiet og har arbejdet i en børnehave i mange år. På Børnekulturstedet underviser jeg bl.a. i Tegneserie.
Debbie Kathrine Sørensen
Jeg hedder Debbie og jeg uddannet tekstilformidler og jeg er en vaskeægte tekstilnørd. Hvis du ikke har hørt ordet “tekstil” før, så kan jeg fortælle dig, at det er en samlet betegnelse for stof og garn, og på Børnekulturstedet underviser jeg blandt andet i Sy & Design, samt alle mulige forskellige former for tekstiltryk og -farve, hvor man f.eks. kan lave tryk på t-shirts eller folde den på særlige måder, så der kommer et mønster på den. Jeg ved også en hel del om planter og naturen, fordi jeg ofte låner af den, når jeg skal farve stof og garn.
I mit værksted kommer vi blandt andet til at arbejde med forskellige former for tekstil, som vi både farver på og skaber noget ud af. Du kan lære at sy, både i hånden og på maskine. Måske vi også kommer til at lave ting, der passer til det, I kan lave i Mathieus tegneværksted og Camillas danse/bevægelsesrum.
Vi glæder os til at møde jer!